Lars på Lofoten
 
In English
  Log på

Lars på Lofoten

Lars er i gang med uddannelsen som VVS- og Energispecialist hos firmaet Dansk Teknikenterprise A/S i den lille nordjyske by Støvring. Efter accept fra hans mester er det nu lykkedes Lars at blive udstationeret i 4 måneder henover jul og nytår 2011/12 hos Nobel Rørinstallasjon A/S i den lille by Svolvær, der ligger på den norske klippeø Lofoten oppe nord for polarcirkelen. Opholdet i Norge støttes med midler fra  AER’s PIU-ordning, således at rejseudgifterne bliver betalt og den norske løn toppes op til det danske niveau. Om oplevelserne i Nordnorge fortæller Lars:


”Jeg arbejder for firmaet der hedder Nobel Rør. Vi er det største VVS-firma i Svolvær. Svolvær er en mindre by med ca. 5000 indbyggere, men det er den største by i Vågen kommune. Firmaet udfører alt slags VVS-arbejde. De arbejder på en lidt anden måde heroppe, men det er meget sjovt at prøve. Det er et rigtig godt sted at være, og nordmændene er meget flinke og hjælpsomme. Man skal ikke tænke på det norske sprog, det er nemt nok at forstå.

 

Jeg bor i et hus et stykke fra byen der hedder Kabelvåg. Opholdet er meget lærerigt og en god oplevelse, både arbejdsmæssig og naturmæssig. Området i Lofoten er noget man skal opleve, så jeg vil helt sikkert opfordre andre til at tage af sted.”

Du kan kontakte Lars på mail, hvis du vil høre mere om hans udstationering. Og hvis du vil vide mere om dine egne muligheder for at benytte PIU-ordningen på Construction College Aalborg, så kontakt Henning Hornstrup på 2526 6440.

Læs også denne artikel om Lars fra skolens intranet:

Læreplads med indlagt

af Arne Mathiesen

Der er ingen, der siger, at man behøver holde sig til Danmark, når man tager sin erhvervsuddannelse. Verden ligger åben. Læs om vvs-lærlingen Lars i Lofoten her!
 
Det er januar i Svolvær – en by på kysten af den norske øgruppe Lofoten, hvor høje fjelde falder lodret ned i det iskolde hav. Med en beliggenhed knapt 200 kilometer nord for polarcirkelen er januar en mørk tid. Faktisk kommer solen slet ikke op på himlen, men midt på dagen, når solskiven befinder sig lige under horisonten, lyser den i tre timer dog så meget op på himlen, at man kan klare sig uden lys og lygter.

Her mellem byens omkring 4.000 indbyggere finder vi også en nordjysk vvs-lærling. Lars Jespersen har i fire måneder skiftet lærepladsen hos Dansk Teknikenterprise A/S i Støvring ud med en tilsvarende hos Nobel Rør Installasjon AS.
 


”Det har været et rigtig godt valg,” fortæller Lars Jespersen. ”Nordmændene er ikke ramt af krise, så her er tid og pris ikke det vigtigste. Det handler mere om, at det skal være den bedste kvalitet.”

Det kolde klima og nærheden til havet stiller også sine særlige krav. ”Her bruger man meget varmekabler for at undgå, at rørene fryser. Og zink kan man slet ikke bruge, for det bliver ødelagt af salt i luften,” beretter Lars. Men det har været nemt at tilpasse sig. ”Arbejdstid og pauser er som i Danmark, og jeg er blevet taget rigtig godt imod,” fastslår Lars Jespersen. 


 

 
”Jeg er et naturmenneske, så jeg nyder rigtig at være her i en imponerende natur. I fritiden går jeg meget ud i fjeldene, hvor der er en fantastisk udsigt. Her kan man også dyrke langrend eller skøjte på de mange ferskvandssøer. Og så er der nordlyset, som er helt fantastisk,” beretter Lars.

Men vigtigst af alt så har han fået knyttet nogle kontakter. ”Jeg har hele tiden haft mod på at tage af sted. For når man får nogle forbindelser ude i verden, så har man også nogle nye muligheder for at få et job. Hvis det ikke skulle lykkes for mig at finde et job hjemme i Danmark, så vil jeg altid kunne blive ansat hos et firma i Norge,” slutter Lars Jespersen.


 
 

 
 
Construction College Aalborg
Øster Uttrup Vej 1
9000 Aalborg
Telefon: 7250 5200
Kontakt
Telefonbog
Om Construction College Aalborg
Organisation
Alle ansatte
Kvalitet
Advisory board
Ledige stillinger
Genveje
Praktikpladskonsulent
Vejleder
Folkeskole- og kombinationsforløb
Praktik i udlandet
www.techcollege.dk
English
Læs op
Sitemap
Praktik i udlandet